Nyt navn, nyt marked, nye samarbejder og nyt kontor. Vi er nu halvvejs i 2016 og der er sket uendelig meget i Saxis. Her summerer direktør Niels Ryding Olsson op, og giver et praj om hvad fremtiden byder på.
Læs også: Ny blog på Saxis
Nyt navn – Hvorfor Saxis?
2016 blev året hvor vi endelig skiftede navn fra Amino Virksomhedsbørs til Saxis. Jeg siger endelig fordi det faktisk i første omgang var planlagt til at ske et halvt år tidligere, men som det ofte er i iværksætteri, så holder de planer man laver ikke, når de møder virkeligheden og så må man rette ind.
Mange har spurgt os hvad Saxis betyder og det er faktisk en meget kedelig historie. Det betyder nemlig ikke noget. Vi valgte navnet, fordi det var det oprindelige navn Martin og Nicolai havde tænkt til Amino Virksomhedsbørs. Derudover er det ret kort og ser pænt ud som logo. Det var de kriterier vi havde.
Der er langt fra det og så til hvad Saxis, som virksomhed, betyder for os, der arbejder på den. For os betyder Saxis opfyldelsen af drømme. Gennem Saxis vil vi hjælpe vores kunder med at udleve deres drømme, ved at købe eller sælge en virksomhed.
Vi vil hjælpe vores medarbejdere med at udleve deres drømme ved at udvikle sig og arbejde med noget meningsfyldt og spændende og gennem dette får vi selv opfyldt vores drømme om at blive iværksættere.
Så hvad er der sket?
Vi har da også sat handling bag ordene. Siden vi overtog har vi hjulpet 165 erhvervsdrivende med at sælge deres livsværk og hver gang er der 2 drømme, der bliver udlevet: Drømmen om at få virksomheden solgt og i den anden ende, drømmen om at blive erhvervsdrivende, udvide sin forretning eller noget tredje, ved at overtage virksomheden.
Vi har ansat og sagt farvel til vores første medarbejder, som gennem os fandt ud af hvad han i virkeligheden brændte for og nu er han ude og rejse verden rundt sammen med en coach som han har fulgt længe. Måske har du snakket med ham i vores kundeservice. Vi ønsker Valdemar alt det bedste!
Vi har lanceret Saxis.se, så vi også kan hjælpe svenskerne med at udleve deres drømme. I løbet af det næste halve år vil det blive muligt at sætte sin danske virksomhed til salg i sverige og omvendt.
Læs også: Amino Virksomhedsbørs skifter navn
Crowdlending, Børsen og Værdiansættelse
En anden ting vi har arbejdet meget med det sidste halve år, er at skabe nye samarbejder, som kan hjælpe vores kunder, med at realisere deres drømme.
Derfor har vi lavet et samarbejde med Lendino som gør det muligt at finansiere lån uden om banken op til 2 mio. kr. Vores håb er at det kan hjælpe flere med at overtage den virksomhed de går og drømmer om. Der er da også allerede blevet udlånt de første 200.000 til virksomhedskøb. Se mere her
For dem, der drømmer om at sælge deres virksomhed, er problemet at komme ud til nok mennesker med budskabet. Du skal være sikker på at ramme de 2-3 personer i Danmark, der potentielt kunne være køberne til din virksomhed og selvom vi har mange besøgende på hjemmesiden, rækker det ikke altid.
Derfor har vi sørget for at du kan få vist din annonce frem i Børsen. Første Saxis helside med annoncer kommer ud med Børsen I August.
Noget af det absolut sværeste ved at sælge en virksomhed er at finde frem til en pris. Som regel er det også virkelig dyrt at få den vurderet. Derfor har vi i samarbejde med Transaktions Kompagniet lavet en model, der gør det muligt at få din virksomhed vurderet for en brøkdel af den normale markedspris. Se mere her
Læs også: Det bedste fra bloggen i 2016
Mod det uendelige…
Der er sket uendeligt meget på Saxis det sidste halve år og jeg har kun plads til at skrive om de vigtigste ændringer her, hvis der også skal være plads til at skrive lidt om fremtiden.
Fremtiden er for os i Saxis nemlig altid det vigtigste. Vi er altid på vej et sted hen og vi har blikket rettet mod horisonten. Specielt efter vi er rykket ud af kontorfællesskabet med Dinero og Ageras og har fået vores egne lokaler med plads til at udvide har vi fået blod på tanden.
Her er et par af de tiltag vi tænker at lave over det næste halve år:
- Vores søgemaskine bliver kalibreret færdig og stopper med at være i BETA
- Funktionen “vis hjemmeside” kommer tilbage i forbedret version for salgsannoncer
- Automatiske forslag til forbedring af din annonce
- En service til håndtering af datarum i forbindelse med virksomhedsoverdragelse
- Mulighed for at sælge din danske virksomhed i sverige
Dette er bare på den danske hjemmeside, vi har også en del planer for den svenske, men det er ikke så relevant for dig.
Og så vil vi selvfølgelig hjælpe mange flere med at købe eller sælge deres virksomhed og udleve deres drømme.
Vi ses på Saxis og Amino
De bedste hilsner
Niels Ryding Olsson
CEO, Saxis
[email protected]