Forestil dig du bliver kontaktet af en mand. Han fortæller dig, at han kender til en god investering som alle han kender, har tjent styrtende på. Han siger, at det drejer sig om en helt ny teknologi der hedder “Bitcoin” og at den er steget mere end 1.700 % i værdi bare på det sidste år. Ingen kender til ophavsmanden bag denne teknologi, ingen forstår helt hvordan den fungerer og det eneste der holder den sammen er, at folk bliver ved med at investere i den. Lyder det som noget du har lyst til at sætte dine hårdt tjente penge i?
For det er det der sker i stor stil lige i øjeblikket i finansverdenen.
Bitcoin bliver mere og mere populært og specielt som investeringsobjekt. Jeg mener slet ikke, at man kan se det som et investeringsobjekt og jeg mener at hvis man kigger efter noget at investere sine penge i så bør man kigge i et spejl.
Misforstå mig ikke, Bitcoin er bestemt et enormt interessant fænomen, men det er ikke fordi man kan score kassen ved, at investere i det.
Jeg vil i dette blogindlæg forsøge, at forklare dig som har svært ved at forstå al hysteriet, hvorfor du bestemt bør holde øje med Bitcoin, men ikke se det som et investeringsobjekt.
Læs også: A-kasse-regler ved generationsskifte
Hvad er Bitcoin?
Kort fortalt er Bitcoin en ny form for penge, som udelukkende kan handles på nettet. Bitcoin er blot én ud af mange “Kryptovalutaer” som disse digitale valutaer hedder.
Bitcoin som valuta er enormt interessant fænomen, fordi den faktisk har en masse fordele frem for traditionel valuta.
Bitcoin kan handles mellem mennesker uden en mellemmand, der skal have en afgift hver gang der flyttes penge fra det ene sted til det andet.
Dernæst er Bitcoin faktisk også mere sikkert end traditionelle valutaer idet, det er meget svært (læs praktisk talt umuligt) at kopiere eller snyde med Bitcoins.
Det skyldes at den underliggende teknologi fungerer via et kæmpe netværk af computere. På hver computer i netværket gemmes en komplet kopi, af alle transaktioner der nogensinde er lavet med Bitcoins. Hver gang der laves en ny transaktion, synkroniseres alle disse kopier sådan at det stemmer overens alle steder.
På denne måde sikres det, at kursen, antallet af bitcoins og deres ejere hele tiden stemmer overens i hele netværket.
Skal man kopiere en Bitcoin, skal man altså snyde samtlige computere på netværket kontinuerligt og det er ganske enkelt for stor en operation, at holde ved lige.
Derudover er transaktionerne anonyme og krypterede og det er derfor ikke muligt at vide hvor disse computere befinder sig.
Alt det ovenstående er det der gør at Bitcoin egentlig er en interessant ting for verdenssamfundet og den finansielle sektor og det har faktisk ikke noget med Bitcoins at gøre, men med den underliggende teknologi, som hedder Blockchain.
Alle Kryptovalutaer er opstået ud af denne nye teknologi, men mange mener at teknologien i sig selv kan bruges til meget mere.
Hvad er Blockchain?
Blockchain er basalt set en teknologi som gør det muligt at validere og synkronisere informationer hurtigt, billigt, sikkert og anonymt. Som navnet antyder er det en kæde af blokke som indeholder informationer.
I tilfældet med Bitcoin er disse informationer alle de transaktioner der bliver lavet med Bitcoins. Hver transaktion udgør altså én blok i kæden.
En blok består simpelt sagt af tre ting:
- Informationen i blokken
- En unik nøgle
- Den unikke nøgle fra den foregående blok i kæden
Disse unikke nøgler er det der gør Blockchain teknologien så spændende og brugbar.
Nøglerne består er 20-30 cifrede koder som genereres via matematiske funktioner. Disse funktioner hedder Kryptografiske Hashfunktioner.
En Kryptografisk Hashfunktion fungerer ved at man indsætter et input som f.eks. kan være en tekst og funktionen producerer så denne kode i den anden ende.
Det smarte er, at kun det samme input kan generere den samme kode, men at man ikke ud fra koden kan se hvad inputtet er.
Det vil sige at man kan validere at inputtet er det samme over store netværk, uden at offentliggøre identiteten af inputtet.
Forvirret? Det kan jeg godt forstå. Lad mig komme med et praktisk eksempel.
Læs også: 5 måder at fordoble din passive indkomst En stor virksomhed som har mange dokumenter og kontrakter som sendes frem og tilbage mellem afdelinger, samarbejdspartnere, kunder osv. kan opleve problemer med bureaukrati ved at disse dokumenter skal valideres og tjekkes og opbevares sikkert, så man undgår snyd og korruption.
Hvis man lagde disse dokumenter ind i Blockchain teknologien, ville man for hvert dokument generere en unik kode og systemet kan nu tjekke om det dokument jura afdelingen har i deres system, stemmer overens med det dokument som er sendt ud til kunden, ved at sammenligne disse koder.
Er koderne ens, så er dokumenterne identiske, hvis ikke koderne er ens, så er der ændret i et af dokumenterne.
På den måde kan systemet tjekke at alle versioner af dokumentet på tværs af organisationen er ens.
Ændres så meget som et komma i dokumentet, vil den kryptografiske hashfunktion nemlig generere en helt anden kode og dermed vil systemet kunne se, at dette dokument ikke er det samme som alle de andre.
Hvis så kunden har rettelser til en kontrakt, kan kunden foreslå en ændring og når den er godkendt af jura afdelingen, kan denne ændring tilføjes som en ny blok af information og synkroniseres gennem hele systemet så alle versioner er identiske.
Selvom dokumenterne bliver lagt ud i et sådan system er de stadig sikret imod hackere, fordi ingen kan bryde ind i systemet og spore hvilke koder der hører til hvilke dokumenter.
Grundet at teknologien er anonym, effektiv, billig, decentraliseret og sikret mod korruption, spås det at den vil ændre mange industrier over de næste 10 år, herunder:
- Måden vi stemmer på
- Måden vi sikrer at software er up-to-date i større netværk
- Offentlig administration
- Deling af lægejournaler mellem hospitaler
- Køb og salg af energi
- Distribution af musik og andre medier uden mellemmand
- Crowdfunding og kapitalfremskaffelse
og DERFOR er Bitcoin og den underliggende teknologi enormt interessant og bør følges tæt over de næste år. Det kan løse mange af samfundets problemer, specielt når vi bevæger os ind i en tid hvor mennesker bliver opereret af robotter, bilerne kører selv og computeren rådgiver dig omkring dine finanser.
Hvorfor er det så ikke et investeringsobjekt?
Jeg mener ikke at du kan se Bitcoin som en investering, fordi der ikke er nok historik omkring hvordan kursen opfører sig og det vil sige at du ingen anelse har om hvordan den vil udvikle sig.
Med de fleste andre primære investeringsobjekter ved man nogenlunde, hvordan de vil reagere på ændringer i markedet. Når aktierne går ned, går obligationerne op er en klassiker.
Det der sker lige nu med Bitcoin er helt enkelt, at kursen stiger fordi kursen stiger. I starten steg kursen fordi flere og flere begyndte, at bruge Bitcoin til at købe ting på nettet.
Som kursen stille og roligt steg fra 2009 og frem begyndte flere og flere at kigge på mulighederne for, at tjene penge på, bare at eje Bitcoin og vente på at kursen steg.
Det betyder, at endnu flere køber Bitcoin, hvilket igen får prisen til at stige og pludselig stiger den med en hastighed der gør, at spekulanterne begynder at skæve til valutaen.
Når først de første historier om folk, der har købt deres bitcoins i 2009 og har fået deres penge mange hundrede procent igen kommer frem, begynder grådigheden at sætte ind.
Hver gang der er flere der vil købe end der vil sælge så stiger prisen.
Det er det vi ser lige nu. Det er for alvor blevet populært at spekulere i og derfor stiger priserne helt voldsomt lige nu.
Problemet er, at på et eller andet tidspunkt har alle der vil købe, købt. Det er ikke nyt mere og nu vil alle dem der har forrentet deres investering med flere tusinde procent, gerne sælge deres Bitcoins og få rigtige penge som de kan bruge til noget.
Men nu er der ingen der vil købe deres Bitcoins, for alle dem der vil købe har allerede. Det er her at vi kommer til at se værdien falde lige så hurtigt som den er steget og dem der til sidst sidder tilbage med en lang næse, vil ærgrer sig.
At investere dine penge i Bitcoin, er fuldstændig det samme som at lægge dem på rouletten eller ved Blackjack bordet. Du kan vinde stort eller tabe stort.
Det værste er at uanset udfaldet så har du ikke lært en dyt af det. Har du tabt penge er du ikke blevet klogere og kan investere dem bedre i fremtiden. Har du tjent penge er du i samme situation.
Som ordsproget lyder “Giv ikke manden en fisk, lær ham at fiske”. Alle kan spille hazard og score mange penge hvis de er heldige. Den kloge investor er interesseret i, at lære et system der kan regnes ud og optimeres for bedst mulige resultater.
Læs også: 3 tips til at tjene KASSEN på affiliate marketing (uden at være en snydesaurus)
Så derfor er mit råd, som jeg skrev i starten, at når du kigger efter investeringsobjekter så kig dig i spejlet, Investér i en virksomhed, investér i dig selv.
Er du interesseret i at købe virksomheder, så tag et kig på Saxis.dk’s udvalg, vi har over 600 forskellige virksomheder til salg lige nu – Se dem her
Er du nysgerrig men har spørgsmål er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os for en uforpligtende snak på 33 60 29 29 eller [email protected]
ArtiklerFaglige Artikler