Har du en hjemmeside, hvor du tjener en fin passiv indkomst via affiliate eller AdSense, men gerne vil tjene endnu mere?
(Hvem vil ikke gerne det?)
Så har jeg i dette indlæg samlet 5 råd der potentielt set kan fordoble din passive indkomst (det ene tip har bl.a. fordoblet min AdSense indtjening).
Alle rådene har det til fælles, at de stort set kun skal ændres/implementeres én gang. Og så vil du derefter kunne høste frugterne af det uden ekstra arbejde.
1. Fjern din sidebar og fordoble din indtægt
Hvor ofte trykker du på et link ude i en hjemmesides sidebar?
Ikke særlig ofte, vel?
På min personlige blog er det ifølge Crazy Egg kun omkring 1 procent som trykker på “Abonnér” knappen ude i min sidebar. Det er altså ikke særlig meget.
Så hvad vil der ske, hvis man fjernede ens sidebar?
VideoFruit.com og ImpactBND.com har prøvet dette og de oplevede en øget konvertering på hele 26 pct. og 71 pct. Grunden til det er, at de mange “forstyrrende” elementer ude i din sidebar kan fjerne dine besøgendes fokus fra dit primære mål.
Derfor synes jeg det kunne være spændende at teste, om man vil opleve det samme på en hjemmeside hvis primære mål enten er affiliate links eller AdSense.
Jeg oprettede derfor en splittest på en hjemmeside for at teste, hvilken effekt det vil have på antallet af kliks på en AdSense annonce ved at fjerne sidens sidebar. Min originale side så derfor således ud:
Mens min alternative side så således ud:
Som du kan se på den originale side er der mange flere elementer på siden (fx et søgefelt, felt for nyhedsbrevet mv.). Elementer som ifølge min teori distraherer brugen fra den primære konvertering: nemlig at trykke på AdSense annoncen.
Resultatet af testen kan du se herunder:
Som du kan se fra testen, var der hele 109 pct. flere kliks på AdSense annoncen på siden uden sidebar ift. siden med sidebar på et >99 pct. konfidensinverval (dvs. testen er meget signifikant).
Note: Vær lidt påpasselig med tallet 109. Selvom testen er meget signifikant, er det absolutte antal af konvertering ikke særligt højt. Dvs. en ekstra konvertering i en af sidernes konvertering vil have en stor effekt på den procentvise forbedring. Vi kan altså fra ovenstående resultat konstatere, at konverteringen med >99 pct. sandsynlighed er forbedret, men om den sande værdi lige er en forbedring på 109 pct., skal vi nok være lidt påpasselig med.
Jeg har endnu ikke lavet en test på en hjemmeside, hvis primære mål er affiliate links. Men kan ikke forstille mig, at resultatet er meget anderledes der.
Læs også: 3 tips til at tjene KASSEN på affiliate marketing (uden at være en snydesaurus)
2. Placer affiliate links i titel og billeder
Hvis folk ønsker mere information om Jabra Sport Plus, hvor tror du så, at de vil trykke henne på nedenstående side?
Hvis du tror den blå knap, hvor der står “Kan købes hos MyTrendyPhone.dk”, tror du det samme, som jeg troede.
Og du har til dels ret.
For de trykker på den blå knap, men de trykker også andre stedet. For følgende heatmap af artiklen på Billigste-Internet.dk viser nemlig, at de også trykker på titlen og billederne.
Jeg prøvede derfor at indsætte affiliate links i titlen og billederne, og jeg oplevede en stigning på ca. 14 pct. på antallet af leads. Dette viser altså, at visse brugere trykker på titlen eller billederne med det mål at købe det givne produkt.
Og endnu vigtigere, at nogle af brugerne måske ikke forstår, at de skal trykke på den blå knap for at komme ind på produktet. Og derfor aldrig får købt produktet (ved mindre der er et link i titlen eller på billedet).
Derfor kan det være en god ide at inkludere affiliate links i titlen og billederne, så du ikke går glip af potentielle leads.
Læs også: 10 måder du kan minimere dine omkostninger
3. Brug autoresponder til at øge din passive indkomst
Bruger du ikke e-mail markedsføring, begår du en stor fejl.
For e-mail markedsføring kan være en utrolig effektiv indtjeningskilde (det er faktisk den markedsføringskanal med den gennemsnitlige højeste ROI).
Og især autoresponder kan være en glimrende måde at øge din passive indkomst. Det smarte ved autoresponder er, at du skal opsætte dem én gang, og så kører de bare af sig selv.
Dvs. du skal bare bruge tid på det én gang, og så vil alle dine nye e-mail abonnenter modtage dine e-mails og forhåbentligt generere en indkomst til dig via affiliate leads. Det kræver dog så, at du hele tiden får nye e-mail abonnenter. For at få det, kan du bruge nogle af metoderne i dette indlæg.
For at vise dig hvor effektivt autoresponder kan være, vil jeg her vise dig et eksempel.
Eksempel
De typer autoresponders jeg har haft mest succes med er cases, hvor jeg kan vise, at jeg har opnået en given succes vha. et værktøj. Et eksempel på det er min e-mail om, hvordan jeg har fået ~223 pct. mere trafik vha. SEMRush.
(Du kan selv modtage den e-mail ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev).
Den e-mail har resulteret i 155 singups, dog desværre kun med 5 salg (dvs. en indkomst på $209,85).
$209,85 er selvfølgelig ikke det helt vilde. Men ift. den tid jeg har brugt på at skrive e-mailen, har det været en ret effektiv indtjeningskilde. Og kan du få opstillet 4-5 af sådanne autoresponders, så har du ligeså pludselig en god passiv indtjeningskilde.
Vil du lære mere om hvordan du kan bruge autoresponder, så kan Christina Klitsgaards online kursus Sælg på Autopilot i den grad anbefales.
4. Optimer din AdSense indtjening vha. Google Analytics
Har du en hjemmeside som tjener penge på AdSense? Så kan du forbedre den indtjening væsentligt ved at bruge Google Analytics til at analysere dine sider.
Du kan nemlig integrere din Google AdSense konto med din Google Analytics bruger, og bl.a. se hvilke sider der har den højeste klikrate mv. Du kan her se en guide til, hvordan du integrere de to programmer med hinanden (vær opmærksom på, at du ikke kan se data fra før du har integreret de to programmer. Så du skal vente en del tid før du får data).
De to ting i Google Analytics vi primært er interesseret i, er hhv.
♦Udgiversider
♦Henvisningsadresse
Udgiversider
Udgiversider finder du inde under Adfærd > Udgiver > Udgiversider. Her kan du få et overblik over hvilke sider det er, som du tjener penge. Og endnu vigtigere, hvilken side der har den højeste klikrate.
På den måde kan du analysere, hvilke sider der klarer sig godt og hvorfor de klarer sig godt. Hvilket du kan bruge til forbedre de sider som klarer sig mindre godt.
1. Start derfor med at vælge en så lang periode som muligt, så du får mest data som muligt (det er dog vigtigt, at du ikke har lavet store ændringer på fx designet på visse af siderne i den valgte periode som har kunne påvirke klikraten, da du så kan få et forvrænget billede af sidernes klikrate).
2. Herefter sorterer du siderne efter klikrate ved at trykke på Klikrate for udgivet.
3. Herefter vil siderne være sorteret efter klikraten. Og du kan nu prøve at analysere, hvad du gør på disse sider som kan resultere i den høje klikraten (kan det fx være annoncens placering, annoncens type m.m.) og implementere det på de sider som klarer sig mindre godt.
Vær dog opmærksom på, at mange af de øverste sider kan være sider med meget lavt antal Sidevisninger og deres klikrate derfor måske ikke er helt retvisende. Jeg vil derfor ikke analysere nummer 2 og 3 ovenover, være påpasselig med 1 og 3, men helt sikkert analysere nummer 5.
Henvisningsadresse
Med henvisningsadresse kan du se, hvilke kilder det er der giver dig den højeste klikrate. På den måde kan du analysere, hvilke kilder (fx Google, Facebook, nyhedsbrev mv.) du skal fokusere mere på for at forøge din indtjening.
Du finder henvisningsadresse inde under Adfærd > Udgiver > Henvisningsadresse.
1. Vælg igen en så lang periode som muligt.
2. Sorter igen dine sider efter klikraten.
3. Kilderne vil nu være sorteret efter klikraten.
Igen vær påpasselig med de kilder der har et meget lavt antal sidevisninger. Fra ovenstående vil jeg ikke rigtig kunne afgøre noget ud fra kilde 1, 3, 4 og 5. Men jeg vil kunne afgøre ud fra kilde 2 (mit nyhedsbrev), at jeg skal bruge mere tid på at få trafik fra mit nyhedsbrev, da de besøgende derfra har en høj klikrate.
Læs også: Salgsmateriale
5. Øg din passive indkomst med splittest
Mit sidste tip er selv at komme i gang med at splitteste (også kaldte A/B test).
Grunden til det er, at det er utrolig nemt at opsætte en splittest (se min guide til det her). Og så kører testen af sig selv, og så kan du efter et stykke tid se om din konverteringsrate (og dermed din passive indkomst) er steget eller faldet.
Meget nemmere bliver det ikke.
En anden god grund til selv at splitteste er, at du nødvendigvis ikke vil opleve det samme resultat som andre (fx mit resultat i råd nr. 1 og 2). Da dine besøgende måske reagerer helt anderledes på en given ændring. Dvs. du i få tilfælde faktisk vil kun få det helt omvendte resultat ift. resultatet i det indlæg du læser.
Du skal dog være opmærksom på, at det kræver en del besøgende før splittest giver dig pålidelige (signifikante) resultater. Der findes desværre ikke et magisk nummer for hvad “en del besøgende” er. Men Peep Laja har her skrevet et glimrende indlæg om, hvornår det giver mening at splitteste.
Jeg håber disse 5 tips kan hjælpe dig med øge din passive indkomst. Hvis du synes om det, vil jeg blive umådelig glad, hvis du har lyst til at dele det med dine venner eller andre du mener der vil finde indlægget interessant.
Drift af virksomhede-commerceFaglige ArtiklerGæsteblogs