Tue Lindblad har på vores opfordring, skrevet et blogindlæg med hans 3 bedste tips til at få succes med affiliate marketing.
Alle kan tjene penge på affiliate marketing.
Det er ligeså nemt som at folde et papirfly.
Start med at finde et lukrativt keyword og opret en WordPress blog. Skriv derefter en bunke tynde tekster med udgangspunkt i keywordet og afslut med at indsætte en håndfuld affiliate reklamer og links.
Vupti!
Bruger du et par timer hist og her på linkbuilding, så er du den lykkelige ejer af en hjemmeside, der potentielt kan generere 500-1.000 kr. hver måned som passiv indkomst.
Lyder det ikke bare fantastisk?
Jo, måske. Men desværre lurer der en slange i ”Cyberdise”.
En giftslange!
Som du nok har gættet hedder slangen i denne historie… Google!
…og vi ved alle sammen at netop Google er den farligste af alle slanger.
Myterne fortæller, at dens gift er kraftfuld nok til at udslette en stor international virksomhed med bare ét bid. Men det værste ved historien er, at slangens ynglings måltid er tynde affiliate hjemmesider, der er plastret ind i reklamer!
Gisp!
Heldigvis findes der en anden måde at tjene penge på affiliate marketing! En måde der både vil gøre dig gode venner med Google – og dine besøgende. Nedenfor kan du se mine 3 bedste tips til, hvordan du tjener kassen på affiliate marketing (uden at blive spist af Google som morgenmad, og uden at komme til at fremstå som en snydesaurus overfor dine brugere.)
Mine 3 bedste affiliate tips
Hvis du følger disse 3 tips til punkt og prikke, så vil både Google, dine besøgende og din pengepung komme til at elske dig.
Hvis du ikke ved hvad Affiliate marketing er, så læs Amino’s definition her.
Nr. 1: Resist the Dark Side
“It takes strength to resist the dark side. Only the weak embrace it!”
– Obi Wan Kenobi
Jeg driver en hjemmeside der handler om at tjene penge online.
På denne side har jeg eksempelvis lavet en videoguide, hvor jeg viser brugeren hvordan man opretter en WordPress hjemmeside på 10 minutter. Det primære mål med guiden er at hjælpe den besøgende, og skabe en god og langvarig relation med brugeren.
Vælger den besøgende i den forbindelse at klikke på mit affiliate link i bunden af guiden, er det blot en sekundær gevinst.
Take-away: Det kan praktisk talt lade sig gøre, at opsætte en (tynd) affiliate hjemmeside på 1-2 dage.
Men selvom det kan virke fristende at gå efter de ”nemme penge”, så lad vær. Google er en magtfuld fjende, som du ikke har lyst til at kæmpe mod mano-a-mano!
Tro i stedet på dine egne evner og skab en hjemmeside der har potentiale til at opbygge et publikum (og måske en dag blive din levevej?)
Læs også: 5 måder at fordoble din passive indkomst
Nr. 2: Hands-on effekten:
Dette er uden tvivl det vigtigste punkt i denne artikel. Jeg anbefaler kun produkter jeg selv har testet!
Men det tog mig (desværre) noget tid at finde ud af vigtigheden af dette princip. Da jeg startede Onlinebijobber blev jeg straks affiliate for en side der hedder 99designs.com (Du kender den sikkert?)
Alle de personer jeg så op til på internettet anbefalede siden, så jeg tøvede ikke med at tilmelde mig deres affiliate program. Men for et par måneder siden indså jeg, at jeg havde begået en gruelig fejl.
Jeg købte selv en service gennem siden – og aldrig før er jeg blevet så skuffet. Tænk at jeg havde lagt navn til en side, som jeg ikke kunne stå inde for. Husk, at det kun kræver én dårlig anbefaling at ødelægge en ellers stærk kunderelation.
Take-away: På den lange bane, tror jeg på at dine kunder er i stand til at lure, om du rent faktisk selv har prøvet produktet – eller om du blot har indsat affiliate linket for at tjene hurtige penge.
Derfor, anbefal kun produkter, firmaer eller servicer du selv har gode erfaringer med!
Læs også: Undgå at spilde penge på Google Adwords
Nr. 3: Behandl produktet som om det var dit eget
Forestil dig at en kunde har klikket på dit affiliate link og købt et produkt som du har anbefalet.
Sweet.
Men efterfølgende oplever kunden et problem med produktet og sender dig en skuffet mail:
”Hej Tue. Jeg har lige købt den grønne pytonslange du anbefalede og jeg synes den er rigtig dum, for den har spist min fanplakat med Martin Thorborg. Øv bøv!”
Hvordan håndterer du sådan en mail?
Havde målet alene været at tjene penge, så ville du måske overveje blot at slette mailen. Kunden har jo allerede købt produktet og det er ikke dit juriske ansvar at produktet er i orden.
Men mit mål er ikke blot at tjene penge (relation, remember?). Derfor vil jeg gøre alt for at hjælpe kunden med at blive kompenseret (og det samme burde dugøre.)
Take-away: Tag din rolle i salgsprocessen seriøst.
Selvom du måske ikke juridisk er forpligtet til at assistere kunden i forbindelse med reklamation el.lign., så bør du stå skulder ved skulder med dine kunder.
Anbefaler du et godt produkt, får du kredit. Anbefaler du et dårligt produkt, får du hug. The simple way of life!
Jeg håber disse 3 tips vil hjælpe dig til at få succes på nettet, og skåne dig fra at blive bidt af en giftslange eller blive kaldt en snydesaurus af dine kunder.
Jeg ville blive pavestolt, hvis du havde lyst til at dele denne artikel med dine venner på de sociale medier?
På forhånd tak. Vi ses på grillen i Herfølge!
Venlig hilsen Tue
Faglige ArtiklerVærktøjskassen